Det er ingen tvivl om at alle dem jeg møder i samtalerummet er modige;
• Den stressramte som ikke helt kan forstå hvordan hun/han kunne ende op her…
• Det kriseramte par som kæmper for at finde tilbage til gnisten igen, og med små skridt åbner op og viser hinanden en ny sårbarhed som har været godt pakket ind i mange, mange år.
• Den depressive som på mange måder er dobbelt ramt; både af de depressive tendenser, samt det skamfulde i at ’ikke være stærk nok’…
• De kriseramte mænd jeg møder som frivillig i Mandecentret og som rækker ud efter hjælp, hvor mange af dem står med en lang liste af beskyldninger imod sig og hvor deres samvær med egne børn er på spil.
Men der er en gruppe af dem jeg møder som, i min optik, er særlig modige;
Det er de som kommer som ”par”, men som er fraskilte eller eks-kærester.
Par, som i kraft af at de har børn sammen, stadig har et forældreskab sammen.
Par som kommer og vælger at kigge på de uhensigtsmæssige samspil mellem deres hver især uhensigtsmæssige mønstre, til trods for at de ikke skal blive “gamle sammen”.
Vel vidende at det både er sårbart og sårt – at være i dette, sammen.
Med et ønske og håb om at selv få det bedre, og at deres samarbejde bliver bedre.
Og den største gave af dem alle; at med deres fælles indsats, så vil også deres børn få det bedre. Sådan “helt af sig selv”.
Det er nok de modigste mennesker jeg møder.
