Livskriser
Hvad er en livskrise? En personlig krise? En midtlivskrise? En parkrise?
Ordet ‘krise’ kommer fra det græske ord ‘krisis’ og betyder adskillelse, afgørelse eller dom. I forhold til livskrise har det betydning i retning af afgørende vending – pludselig forandring – skæbnesvanger forstyrrelse.
De fleste mennesker møder en større eller mindre krise på et tidspunkt i livet. Desværre har vi en tendens til at dulme disse, det være sig med ren viljestyrke, alkohol, medicin - eller en flugt ind i arbejde eller træning. Misbrug og afhængighed har mange ansigter.
Jeg er overbevist om, at en livskrise er en invitation til personlig vækst. Ikke blot en anledning eller en mulighed, men en regulær opfordring; fra os selv. Vores kroppe siger fra. Som oftest lytter vi ikke højt nok til at fange de første beskeder - så skrues der bare op for intensiteten. Lidt ligesom at et mareridt er en drøm som alle andre, blot i stærkere farver. Hvis noget er vigtig nok, skal det nok komme frem til slut. Det være sig som psykiske eller psykosomatiske symptomer. Når krisen så bliver dyb nok, så får den vores opmærksomhed; vores eksistens får den opmærksomhed, den søger.
Det samme gør sig i høj grad gældende i parkriser; det er den største invitation til at blive klogere på sig selv, og på den måde, udvikle og vokse sammen med sin partner. Hvis vi vover at tage hul på bylden i tide, så er det måske både supersvært og grænseoverskridende, men det er muligt. Og det er en gave til både dig, din partner og jeres parforhold. Og hvis I har børn - også en stor gave til dem. Og igen, som med den mere personlige krise, parkrisen går sjældent over af sig selv, men har en tendens til at blive "mere tydelig".
Og her har vi så valget - vælger vi at dæmpe og dulme - eller vælger vi at tage imod invitationen og vokse som menneske. Kunsten består i at bruge krisen som afsæt til vækst.
Dette hænger godt sammen med faserne i den klassiske kriseteori;
Chokfasen -> Reaktionsfasen -> Bearbejdningsfasen -> Nyorienteringsfasen
Alle fire faser er vigtige ,og de har sin egen værdi eller funktion. Terapi kan være givtigt i alle faserne, det er essentielt at tage højde for hvilken fase man er i - og erkende at man ikke kan springe en fase over. Chock-fasen kommer som oftest helt af sig selv, og jo længere ud i processen man kommer, des mere initiativ og egetansvar kræves.
Springer man bearbejdningsfasen over, eller tager for let på den, kan man godt ende op under niveauet inden krisen ramte. Så er det man kan ramme ind i fænomenet "Brændt barn skyr ilden". Når man så nærmer sig noget tilnærmelsesvis lignende på et senere tidspunkt, vil kroppen reagere som om krisen rammer igen. Man har ikke formået at bruge krisen som afsæt til vækst og nyorientering.
Den dybere personlige udvikling, det at udvikle sig selv med afsæt i krisen, sker først i nyorienteingsfasen, altså efter at bearbejdelsen er overstået. Det er der, man kan få nye indsigter, nyt perspektiv. Istedet for at sky ilden, ser man den med et nyt perspektiv, som nye ressourser med ditto muligheder.
Det er tankevækkende, at det kinesiske tegn for krise er sat sammen af tegnet for fare og tegnet for mulighed. Ja, der er en fare i en personlig krise og ja, der er en mulighed. En mulighed til personlig vækst.
