Hvad er en parkrise
Mange forbinder parkrise med store og voldsomme skænderier. Eller utroskab. Og der skal ikke herske nogen tvivl om, at dette er store parkriser. Men det kan også være de mere stille kriser, hvor I langsomt, og nærmest umærkeligt, glider fra hinanden.
Det kan skyldes ydre faktorer, såsom børn, større renovationsprojekter af boligen eller karrieren som trækker. Også selv om I, af fornuftige grunde, har valgt at dele opgaverne mellem jer, så kan det godt få en utilsigtet og uhensigtsmæssig konsekvens hen ad vejen, hvis I ikke var opmærksomme på også at nære parforholdet.
Der kan også være indre faktorer i spil, og ofte vil gamle programmeringer eller mønstre påvirke, hvordan I hver især er i verden – og hvordan I er i relationer.
Typisk er der både indre og ydre faktorer i spil, og jeg har endnu ikke mødt nogle, hvor det kun er de ydre faktorer, der gør sig gældende. Vi kommer til, på et eller andet tidspunkt, at aktivere hinandens mønstre, gensidigt og ubevidst. Det er det uhensigtsmæssige samspil, den cyklus, som i langt de fleste tilfælde er kimen til krisen.
En parkrise er når parforholdet ikke længere er støttende og nærende. Når I ikke har tilliden og trygheden til at gå til hinanden, og til at gå hinanden i møde. Når I ikke beder om hjælp og støtte hos hinanden. Og ej heller tilbyder støtte. Når jeres samtale bærer mere præg af forsvar og forklaringer, end nysgerrighed.
Når I på den ene eller anden måde søger bort. Det kan være for at undgå den anden, at I søger over i for eksempel træning, arbejde eller finder et ’byggeprojekt’. Eller det kan være, at I opsøger omsorg, støtte og anerkendelse hos et andet menneske.
Nogle par klarer den selv; ved at få øje på det, kan de selv tage de samtaler, som skal til for at vende den negative udvikling. Andre kan have brug for hjælp udefra, og typisk i form af parterapi.
”Hvor skal vi begynde?”
Det er en af de sætninger rigtig, mange par lægger ud med. Det fortæller lidt om, at det de kommer med, har stået på i ret lang tid. Og sådan er det jo ofte. Dels tænker vi, at det går nok, tiden arbejder for os osv. Og dels har det udviklet sig over så lang tid, at vi ofte ikke lægger mærke til det. Og når det så begynder at kradse, tænker mange, at det er sent at reagere, det burde man have gjort for længe siden - og andre varianter vi kan komme op med af gode forklaringer og undskyldninger.
”Det er jo mig/ham/hende som er problemet” eller ”som skal fikses”
... er en anden indledning mange kommer med. Og for at mane den i jorden fra start; det er aldrig den ene eller andens skyld. Det kan godt være, at I kommer med mere eller mindre bagage, og at vores bagage kan være mere eller mindre tung. Og det er helt sikkert, at den ikke er ens hos jer begge.
Men det betyder ikke, at det er den enes eller den andens skyld.
Kriser i parforholdet har altid to parter. Det er altid noget i den ene, som kommer i spil med noget i den anden. Som så, som oftest, trigger noget i den første igen.
Når man får øje på dette dynamik, hvis man overhovedet gør det, er der typisk gået nogle runder allerede, og det giver ikke rigtig mening at diskutere, hvem som startede. En sådan diskussion medfører ofte bare mere afstand imellem jer.
Og det er en af nøglerne i parterapien; at få øje på at de dynamikker som ’kører’ med jer. Og at I hver især har muligheden for at tage ansvar for egen andel.
Den tredje ”typiske” åbning, er der hvor begge parter er stille...
Afventende. Usikre på hvad der skal siges, og hvad der vil blive sagt. Måske bange for at hvis der først tages hul på dialogen, så vil det hele bare vælte ud. Igen er det som oftest et par, som har gået med dette i lang tid, og måske har de slået sig flere gange, når det er blevet italesat. Det at ”dyppe tåen” og få støtte til, at det ikke bliver for overvældende, er også en del af parsamtalerne.
Der findes ikke nogen rigtig eller forkert start i en parsamtale. Dét, at I er her sammen, viser at I, i en eller anden forstand, ønsker at have en dialog. Og at I indser, at I har brug for støtte.
Parsamtaler er noget af det mest udfordrende og samtidig noget af det mest kraftfulde, man kan gå ind i.
De færreste par undgår udfordringer og større eller mindre kriser. Det at ca. halvdelen af førstegangsforholdene ender i en skilsmisse er ikke ensbetydende med, at den anden halvdel lever lykkeligt på den grønne gren. At være i et parforhold er udfordrende, krævende og skulle også gerne være givende. Men det er sjældent, at et ”nemt” parforhold også er et rigt og givende parforhold.
Samtidig som parforhold og parkriser er noget af det, som virkelig kan dræne os, så er det også i parforholdet, at vi kan vokse mest som mennesker. Det er der, hvor de fleste af os virkelig har noget på spil.
Hvis du vil høre nærmere, eller aftale et tidspunkt for et møde, så kontakt mig på telefon, mail eller send mig en sms